Portræt af det engelske guideforlag Sunflower Books
Med en solsikke som kendetegn og varemærke, guider det engelske forlag Sunflower Books sine læsere rundt på naturskønne vandreture i det sydlige Europa og på de britiske øer.
Solsikker rejseguider til vandreture i Europa
Det er glæden ved at vandre og glæden over naturen i ikke mindst Sydeuropa omkring Middelhavet, der er i højsædet, når du kigger i retning af Sunflower Books.
Sunflower Books er kendt for sine meget detaljerede beskrivelser af forskellige vandreture, suppleret af detaljerede kort over den anbefalede vandreruter og masser af praktiske tips om alt fra restauranter til offentlig transport. De anbefalede vandreruter i Sunflower Books er kendetegnet ved ikke at være ekstremt lange, men i stedet kortere ture, der kan klares på en dag eller to.
Og mens anbefalingerne til vandreture fylder mest, indeholder guiderne også tips til kør-selv turister, der fortrækker en udlejningsbil eller måske en motorcykel.
To forskellige guideserier fra Sunflower
Sunflower Books kører med to forskellige guideserier i deres sortiment: Landscape serien er forlagets klassiske vandreguide, der guider læseren ud på kortere og lidt længere vandreture på populære feriedestinationer, hovedsageligt i Middelhavsområdet og på de britiske øer.
Guiderne i Landscape serien er i lommeformat suppleret af folde-ud kort, så de er nemme og praktiske at have med ud på vandreture. Der er udgivet lige knap 50 guider i Landscape serien.
Er du mere fristet af kombinationen af vandreture og god mad, så kig i retning af Sunflowers Walk and Eat serie, der retter blikket mod udvalgte storbyer og kommer med tips til både vandreoplevelser og spiseoplevelser i forskellige storbyer som bl.a. Amsterdam, Lissabon, Stockholm, Cape Town samt en række ferieøer i Middelhavet.
Der er indtil videre udgivet 12 guider i Sunflowers Walk and Eat guideserie.
Ægtepar står bag Sunflower guiderne
Som det er tilfældet med flere andre guidebogs forlag, er det to ildsjæle, der har været med til at starte udgivelsen af Sunflower guiderne.
Historien om Solsikke guiderne går tilbage til 1973, hvor det engelske ægtepar John og Pat Underwood på deres bryllupsrejse besøgte Madeira og forelskede sig i øen, som de vendte tilbage til igen og igen.
De mange besøg endte med en lang række noter til vandreoplevelser, der efterfølgende blev til en guidebog og sidenhen er blevet til mange flere.
Tjek Nordisk Korthandels udvalg af rejseguider fra Sunflower Books
Af Henrik Lange, Nordisk Korthandel/ Scanmaps.dk